Verbal Dyspraksi

Speaker's Clinic


stemme, tale, synkning


Hvad er verbal dyspraksi?

Verbal dyspraksi er en sjælden udtalevanskelighed hos børn, som kan være både medfødt og erhvervet og kræver specialiseret tilgang, idet taleundervisningen er forskellig fra den til de mere almindelige udtalevanskeligheder hos børn. 

Vanskelighederne betyder at lyde, ord og sætninger ofte udtales forkert, tøvende og forskelligt fra gang til gang med varierende lydstyrke. Verbal dyspraksi forekommer i forskellige grader, fra mild til meget svær. Ud over den verbale (talesproglige) dyspraksi, findes der grovmotorisk-, finmotorisk- og oral (spise- og synkevanskeligheder) dyspraksi. Alle typerne giver besvær med udførelse af viljestyrede bevægelser, uden at der er lammelser til stede. Typerne kan forekomme alene eller samtidigt. Den verbale dyspraksi giver problemer med samspillet af musklerne i læber, tunge, gane og kæbe til hurtige, præcise og ensartede bevægelser som er nødvendige for at tale. Måske vil I selv som forældre indimellem have svært ved at forstå hvad jeres barn siger, særligt hvis barnet er træt eller uoplagt.

 

Verbal Dyspraksi, tværfaglig udredning i privat regi

Med den nuværende viden og forskning på området, er det stadig ikke muligt at fastsætte præcist hvad, der skal til for at stille diagnosen verbal dyspraksi. Man har dog fundet en række kendetegn, hvis forekomst og sammensætning peger mod diagnosen.

Verbal dyspraksi er en tværfaglig diagnose. En forudsætning for en korrekt og sikker diagnose er en logopædisk (talepædagogisk) vurdering hos en logopæd, som har ekspertise indenfor dyspraksi.

 

Jeg tilbyder udredning i samarbejde med logopæder med den ovennævnte ekspertise.

 

Når I kontakter mig igennem kontaktformularen her på hjemmesiden og dermed beder om  udredning for, om barnet har verbal dyspraksi, så skriv venligst barnets alder og et kort resume af sprogvanskelighederne, samt hvad der er gjort indtil nu for at støtte barnets sproglige udvikling. Undlad at oplyse cpr-nummer i kontaktformularen, da det er unødvendigt.

 

Jeg vil skrive hvilken logopæd, I kan henvende jer til. Det er hende, som jeg dermed  kan begynde samarbejdet med. Logopæden vil høre jeres historie om barnets sproglige udvikling, observere, teste samt vurdere barnets sprog. Til slut sender hun mig en logopædisk rapport, som I naturligvis har gennemgået med hende og godkendt.

 

Jeg samarbejder med følgende privatpraktiserende logopæder:

     Sjælland:

- Sørine Riis facebook side

- Signe Autzen hjemmeside

- Maria Grundtvig hjemmeside

- Inge Benn Thomsen facebook side

     Fyn:

- Louise Skov hjemmeside (deltager ikke fortiden grundet lang venteliste)

     Jylland:

- Marianne Meldgård facebook side

 

Den logopædiske udredning kan variere i pris afhængig af hvor lang tid, det vil tage at teste barnet, som igen er afhængig af vanskelighedernes karakter. Den logopædiske del vil typisk koste 3-5000 kroner og betales til logopæden.

 

Baseret på den logopædiske rapport vil jeg invitere jer til en konsultation og gå videre med den lægelige udredning i Virum, som typisk varer 1.5-2 timer. Jeg slutter af med en afsluttende rapport som I får med. Den lægelige konsultation vil koste 2000 kr.

Hvis jeres barn er nervøs eller genert, kan det være en hjælp at medbringe en ting, vi kan  tale om (bamse, legetøj) eller måske et par billeder af noget barnet er glad for (ferie, fødselsdag, familiens hund eller lignende).

Talepædagog eller andre fagpersoner, som kender barnet godt, er velkomne til at deltage i udredningen, hvis I ønsker det. I så fald skriv det venligst til mig i korrespondancen.

 

Hvad sker der efter endt udredning?

Det at få stillet diagnosen verbal dyspraksi udløser ikke et behandlingstilbud på sygehuset. Sproget hos et barn med verbal dyspraksi skal understøttes af talepædagogisk undervisning, som er målrettet vanskeligheden. I kan videregive kopi af min afsluttende rapport til den talepædagog, der skal arbejde med barnet fremadrettet, enten i privat regi eller i jeres kommune. Det er op til den enkelte kommune, hvilke foranstaltninger de træffer samt hvilken type og mængde taleundervisning, de tilbyder på baggrund af notatet.

Diagnosen verbal dyspraksi giver heller ikke automatisk en forælder retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skønt forældrenes store involvering i taleundervisningen ofte er både nødvendig og tidskrævende.

 

Skulle det derimod vise sig, at der ikke er tale om verbal dyspraksi, men en anden udtalevanskelighed, så skal der planlægges en anden form for talepædagogisk undervisning, og i atter andre tilfælde skal vi blot se tiden an.

 

Ved behov for en opfølgende kontrol besøg på Speaker's Clinic, vil konsultationen koste 1000 kroner.

 

Copyright©2018 www.speakersclinic.dk

CVR-nr.:  35904662